Ny farlig tablet sælges som ecstasy

En ny “variant” af ecstasytabletter med indholdsstoffet PMMA, er i omløb. Tabletterne kaldes for “Superman”, og har allerede været skyld i flere dødsfald og personer som er endt i koma.

pmmaNiveauet af indholdsstoffet PMMA, har vist sig at være så højt i nogle af disse tabletter, at det er direkte livsfarligt. Ecstasy indeholder normalt substansen MDMA, som giver euforiserende effekt. PMMA er en variant som er enklere at fremstille, men altså også markant farligere.

ParaMethoxyMethylAmphetamine (PMMA) er meget giftigt og let at overdosere. PMMA er længere tid om at give ruseffekt, i forhold til mange andre hallucinogener, hvilket gør at det er meget let at komme til at overdosere. Flere af de personer som har mistet livet pga. PMMA, har taget flere tabletter, da ruseffekten udeblev. Der kan gå op til 40 minutter, før ruseffekten kommer.

PMMA pillerne er blevet solgt som ecstasy i både Holland, England og Sverige. Det menes at mindst 22 personer er døde i 2014, efter at have indtaget tabletter med PMMA.